Årskonference​ 2019

Hvordan ser evidensbaseret praksis ud - i praksis?

Når man arbejder i velfærdsprofessionerne, er evidens ikke så ligetil, at man kan slå op i en manual om, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation. Det blev understreget flere gange af oplægsholdere i plenum og workshops på vores årskonference.

Tonen blev slået an af keynote speaker professor Huw Davies, St. Andrews University i Skotland. Davies, der har været blandt de ledende på feltet i over tyve år, konstaterede bl.a., at den evidens, man finder med forskning i ”hvad virker?” (”what works?”, red.), blot er en lille del af den viden, man har brug for, for at imødekomme borgernes behov bedst muligt.

- ”Hvad virker?” er vigtigt, men vi har brug for at vide meget mere, sagde han bl.a. og fremhævede fire typer viden, der er vigtige i praksis:

  • ”Know about” (være opmærksom på) sundheds- og sociale problemers natur, oprindelse, udviklingsforløb og hvordan, de hænger sammen med hinanden.
  • ”Know-why”. Det er nødvendigt at kunne forklare sammenhænge mellem hvilke værdier, man prioriterer, og den udførte politik og praksis.
  • ”Know-how”. Der kræves viden om, hvordan man rent praktisk får gennemført ting. Dvs. pragmatisk viden om, hvordan man implementerer indsatser og programmer.
  • ”Know-who”. Det er vigtigt at vide, hvem der skal involveres, både hvad angår holdet, der leverer service, og hvem man kan alliere sig med for at skabe handling.

​Huw Davies pegede desuden på nogle udfordringer ved at integrere (forskningsbaseret) viden i praksis. Der er tale om svært definerbare processer: Mødet med værdier, trækken på tavs viden, samt inddragelse af professionelles og brugeres erfaringer.


Derudover er det ifølge Davies væsentligt at definere hvis viden, vi taler om. Viden/evidens kan være udvalgt til at understøtte en bestemt vinkel eller som et taktisk middel, hvilket understreger at viden og magt hænger sammen. Det gælder både i form af, at viden giver magt, men også at en magtposition giver mulighed for at definere, hvad der er viden. Derfor vil der også altid være anfægtelser af viden og evidens.

Bl.a. derfor foreslog han i sit oplæg at erstatte udtrykket ”evidensbaseret” med ”evidens-informeret” politik og praksis. På den måde er der også plads til at tilpasse brugen af evidens til den virkelighed, som praktikerne befinder sig i.

Samlet set er Huw Davies optimist på vegne af den evidens-informerede praksis. Han pegede på en række tendenser, som han og hans medforfattere har fremdraget inden for området i bogen ”What works now?” fra i år, bl.a. at man ser en øget opmærksomhed på relationerne mellem evidens-producenter og -brugere. Der bliver også i højere grad eksperimenteret med måder at understøtte de tættere forhold mellem aktørerne.​

​​​Workshops om evidensbaseret praksis i praksis

Efter det energiske indspark fra Huw Davies var det tid for to runder med i alt seks workshops, som alle satte fokus på konferencens tema ”evidensbaseret praksis - i praksis” i forskellige sammenhænge og fra forskellige synsvinkler.

Der blev i flere workshops set på dansk implementering af veldokumenterede udenlandske metoder, men ud fra forskellige perspektiver. F.eks. hvordan man finder balancen mellem manualer og fleksibilitet, så indsatsen kan tilrettes den enkelte borger, eller hvordan man udvikler den udenlandske metode, så den passer til danske forhold.

I en anden workshop blev der fremlagt en case som illustrerede, hvordan man går fra generel forskningsviden til konkret praksis, og hvordan praksis kan føre til nye forskningsspørgsmål.

Der blev også set på det efterhånden meget udbredte Feedback Informed Treatment (FIT)-redskab til dialog og evaluering. Her bruges de indsamlede data til at skræddersy behandlingen til den enkelte borger, og denne workshop tog hul på diskussionen om, hvorvidt denne form for feedback kan føre til bedre service.

Endelig var der også en workshop med bud på, hvad man gør, når man har implementeret den evidensbaserede praksis og skal have den til at fungere i hverdagen og på længere sigt.

Vidensmæglere kan koble praksis med forskning

Dagen sluttede i plenum med to danske forskeres bud på, hvordan man kan koble forskning og praksis bedre sammen.

Lektor Dorte Caswell, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, fortalte om erfaringerne fra forskningsprojektet LISES (Local Innovation in Social and Employment Services), som har været i gang siden marts 2016. Og disse erfaringer skal nu videreføres i CUBB (Center for borgerinddragende beskæftigelsesindsatster) i de næste fire år.

En af Dorte Caswells hovedpointer er, at der er brug for en form for vidensmægling, så viden ikke bliver overleveret, men følges af personer, der bevæger sig mellem vidensfeltet og praksisfeltet. En anden hovedpointe er, at der er brug for forpligtende, langvarige partnerskaber mellem forskning og praksis, men med en klar rollefordeling:

- Forskere forbliver forskere, og kommunale praktikere forbliver kommunale praktikere, fastslog hun.

Endelig er det vigtigt, at forskning er kritisk:

- Det er en hjertesag for mig, at forskning er kritisk. Vi arbejder (i LISES, red.) i en konstruktiv eller reparativ kritik og er inspireret af bl.a. refleksionsforskning, hvor man taler om ”produktiv disharmoni” eller forskning som forstyrrende for praksis, fortalte Dorte Caswell.

Hun kom også med en henvisning til Huw Davies, da hun konstaterede, at den simple evidensforestilling, altså ”hvilken indsats virker?” uden kontekst er problematisk, hvis man vil forandre og udvikle et praksisfelt.

Hos dagens sidste oplægsholder, adjunkt Anne Mette Møller, Center for Offentlig Ledelse, Aarhus Universitet, var der konkrete bud på, hvordan vidensmægling kan fungere på socialområdet. Hendes oplæg byggede især på hendes ph.d.-projekt, som var baseret på feltarbejde i familieafdelinger. Feltarbejdet gav hende også de eksempler, hun havde med i oplægget i form af feltnoter.

​​

​Hun indledte med at forklare, at hun gerne ville supplere den målorienterede opfattelse af viden som et produkt med et perspektiv, hvor man ser på vidensprocesserne i hverdagen, altså der, hvor man gerne vil have forskningen til at spille en større rolle.

- Hvad er det for et vidensarbejde, der allerede foregår, som den her forskning skal spille ind i? spurgte hun retorisk.

Anne Mette Møller præsenterede begrebet drøfterutiner, som hun bruger til at sammenfatte de drøftelser om sager, der foregår mellem fagprofessionelle og deres ledere, hvad enten det er strukturerede møder eller mere uformelle snakke, og kaldte drøfterutinerne en kritisk infrastruktur for vidensprocesserne i dagligdagen.

Hun viste med eksempler bl.a., hvordan en faglig leder kan fungere som vidensmægler i disse drøfterutiner, hvor lederens rolle bl.a. er at holde fokus på fagligheden og bringe forskning og andre relevante perspektiver i spil.

Det stiller store krav til de faglige ledere: De skal både have forskningsviden og praksisviden, men også kendskab til de enkelte sager, så de kan bruge den generelle viden i forhold til et specifikt problem.

- Desuden skal de kunne facilitere og tale på tværs af fagligheder, så det er en slags superhelte, vi taler om, konstaterede Anne Mette Møller med et smil.

Et væsentligt problem er, at de ofte opererer i skrøbelige vidensmiljøer, fordi der er høj udskiftning af medarbejdere, hvilket øger den tid, der skal bruges til overlevering og oplæring, hvilket igen presser tiden og rummet til at bringe forskningsviden i spil.

Hendes opfordring er derfor at kigge meget mere på vidensmiljøet, som forskningen skal komme i spil i, da man ellers risikerer, at det er skønne spildte kræfter.

Firma​

Selskab for evidens og praksis

CVR: 38260456

​Privatlivspolitik

Kontakt os​

​Telefon: 61 33 16 03

E-mail: info@evidensogpraksis.dk