Oplæg ved Dorte Caswell, årskonference 2019​

Sidst på dagen til årskonferencen i 2019 fik vi et indblik i praksisnær forskning på beskæftigelsesområdet, da Dorte Caswell præsenterede os for de erfaringer, man har gjort i LISES (Local Innovation in Social and Employment Services) forskningsprojekt inden for kommunale beskæftigelsesindsatser.

Oplægget havde fokus på vigtigheden af dialogisk vidensproduktion i samspillet mellem forskning og praksis. En af oplæggets hovedpointer var, at forskningsviden ikke er en fast størrelse, der skal overleveres. Der er brug for forpligtende og lange partnerskaber mellem forskning og praksis, men med en klar rollefordeling, sådan at forskere forbliver forskere, og kommunale praktikere forbliver kommunale praktikere.

​Det er praktikerne, der kender praksis og har viden om borgerne, og sådan skal det blive ved med at være. Der hvor forskerne kan bidrage, er med deres analytiske blik og deres kritiske tilgang. Kritiske og analytiske spørgsmål skaber en forstyrrelse i hverdagens rutiner, men forskerne repræsenterer en nysgerrig undren, som ikke mødes af modstand hos hverken ledere eller beskæftigelsesmedarbejdere. Den konstruktive kritik bliver positivt mødt blandt praktikerne, der giver udtryk for en kæmpe videnssult, da der er meget begrænset viden om beskæftigelsesindsatser hos aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Forskerne kan bidrage med analyseredskaber og præsenterer nye begreber fra forskningsverdenen, som giver anledning til en fælles analyse af praksis.

Dorte Caswell er ansat ved Aalborg Universitet, hvor hun forsker og underviser inden for spændingsfeltet mellem socialt arbejde og sociologi. Hendes fokus ligger på, hvordan implementering af socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik kan være meningsgivende for både borgere og fagprofessionelle, samt betydning af det konkrete praktiske forhold, som implementeringen finder sted i.


Læs mere om Dorte Caswell her.

Studiet er et etnografisk studie i seks kommuner, hvor man gennemfører observationer med et positivt fokus: Nogle gange lykkes det for udsatte borgere at komme i beskæftigelse eller uddannelse, så hvad sker der i disse forløb set fra både et borger- og professionelt perspektiv? Forskerne oplever en stor efterspørgsel på netop denne viden blandt praktikere, og kommunerne har lukket dem helt ind og givet adgang til, at de sammen med praktikerne kan undersøge, hvad der sker med de borgere, der succesfuldt kommer ud på den anden side. Dette indblik giver samtidig forskerne vigtig viden fra praksis, så de bliver klogere på nuancerne og dilemmaerne i det praksisfelt, de undersøger.

LISES peger bl.a. på betydningen af:

  • ​At gå fra et fokus på enkeltinterventioner til et fokus på bredere politisk-organisatoriske sammenhænge
  • ​At frontlinjemedarbejderen spiller en afgørende rolle i at oversætte politik til virkelighed – herunder at kvalificering af samtalen og udvikling af borgerinddragelse står helt centralt i et fagligt perspektiv
  • ​At der er stort potentiale i at udvikle dialogisk vidensproduktion mellem forskning og praksis
  • ​At inddragelse af medarbejdere og borgere i design og gennemførsel af beskæftigelsesindsatser udgør et potentiale for forbedring af beskæftigelsesindsatserne hen mod mere meningsfuldhed​.

Dorte Caswell og hendes kollegaer ved godt, at der ikke er hverken nyt eller overraskende i denne observation. Hvert potentiale er velkendt på feltet, men meget få arbejder på tværs af potentialerne i samme grad som det gøres i LISES. Ved at arbejde på tværs favner man bedre kompleksiteten.

Når der er forskning, der peger på, at ”samtale virker”, kan man stadig ikke se isoleret på dette som en virksom indsats. Samtalen er et godt eksempel på et komplekst element, der kun er et enkelt element i den samlede indsats, og som samtidig rummer både borgerens virkelighed, beskæftigelsesmedarbejderens kompetence og politisk strategi. Det afspejler, hvad der findes af virkemidler, hvad der findes af virksomhedsmuligheder. Alle potentialer fletter sig sammen på alle mulige måder. Man kan ikke isolere samtalen som et enkelt element. Det er meget mere besværligt og komplekst. Men også fuldstændig nødvendigt, hvis vi faktisk skal lykkes med at flytte på noget.

De næste fire år har CUBB fået penge til at arbejde videre med, hvordan man kan udvide dialogen mellem forskning og praksis. Det hensigten er at arbejde mod at flytte beskæftigelsesområdet, både i de deltagende kommuner og organisationer, men også over det brede felt. Det skal ske på en måde, hvor det i højere grad kan inddrage borgerne, så indsatsen bliver meningsfuld for borgeren. De fem søjler udgør det samlede potentiale, men Dorte Caswell påpeger, at der er flere andre ting, man kunne inddrage, bl.a. vil det sandsynligvis blive nødvendigt at tage højde for digitaliseringen.

I sit​ oplæg præsenterede Dorte Caswell et konkret eksempel på det samarbejde, der har været mellem praksis og forskerne:

Der er meget begrænset viden om, hvad der virker, på dette område, men man ved, at samtaler virker, og virksomhedsindsatser virker. Vidensgrundlaget er, at samtaler virker for de arbejdsmarkedsparate. Politisk bliver denne viden bygget ind hos alle efter et manualiseringsprincip, hvor der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem virkelige begivenheder og de skemalagte samtaler. Det er både et udtryk for målgruppeforskydning og uhensigtsmæssig styringsrationalitet.

Udgangspunktet er dog, at det er meningsfuldt at holde samtaler. Men hvad er det så, der sker inde i samtalerne? Forskerne observerede og lavede derefter analyser af samtalerne med fokus på, hvordan beskæftigelse italesættes. I analyserne tegnede der sig to grundmønstre: Det første er en åben snak om, at ”du skal jo i job”. Det er en generel og uforpligtende samtale. Det andet er det konkrete, hvor der bliver talt om en konkret erfaring hentet fra borgerens egne erfaringer. I et FLIP-perspektiv talte forskere og beskæftigelsesmedarbejdere sammen for at finde både fordele og ulemper ved de to tilgange, for der er fordele og ulemper ved begge dele.

De fandt flere opmærksomhedspunkter, hvor samtalen kan være udfordret mellem en borger, der har oplevet mange nederlag og er meget tøvende og tilbageholdende, og en beskæftigelsesmedarbejder, der skal formidle, hvordan reglerne er. Disse opmærksomhedspunkter videreføres i praksis, også nu hvor forskerne ikke er drivkraften i samtaleanalyserne. En beskæftigelsesmedarbejder, der ønsker hjælp til at få sin samtale med en borger analyseret, kan ”låne” en kollega med ind til en samtale. Det giver mulighed for løbende, kollegial refleksion. Man bevæger sig væk fra et rivaliseringsklima: ”Hvor mange samtaler har du afholdt? Har du levet op til de krav, der er på produktionen?” I stedet er der fokus på, hvordan den enkelte medarbejder kan udvikle sin faglige kompetence i et mestringsklima.

I projektet har de arbejdet med en model, de kalder for FLIP, og om denne model siger Dorte Caswell:

"Hvis jeg skal sige en lille smule om, hvordan vi har arbejdet med det her, så har vi som forskere været ret forsker-agtige i rigtig mange sammenhænge. Vi har læst en masse litteratur. Vi har præsenteret ledelsen for, hvad der rør sig på det internationale forskningsfelt. Vi har lavet konkrete analyser af udvalgte dele af praksis. Hvordan ser det ud, når vi kigger på samtalerne? Vi har lavet sociologiske analyser af samtalerne. Har produceret en hel masse af det, man nu gør som forsker. Men det er hele tiden foregået i den her meget tætte dialog: Hvorfor er det her relevant? Hvordan er det her relevant? Hvad er det, vi kan bruge det til i det her praksisfelt? Så der har været bevægelse mellem de to vidensområder, som er repræsenteret her."

Firma​

Selskab for evidens og praksis

CVR: 38260456

​Privatlivspolitik

Kontakt os​

​Telefon: 61 33 16 03

E-mail: info@evidensogpraksis.dk