Oplæg ved Huw Davies, årskonference 2019​

​Årskonferencen startede med et optimistisk oplæg fra britiske professor Huw Davies, der nok erkender, at der stadig er meget, man kan arbejde med, når det gælder om at få evidens og praksis til at spille sammen, men som også fremhæver de positive ændringer, der er sket i løbet af de seneste årtier.​ Evidensbegrebet er i dag mere nuanceret end tidligere, men der er stadig plads til forbedringer, når evidens skal omsættes i praksis.

Huw Davies indledte med at skabe en fælles forståelse af, hvad viden er. Når han taler om viden, henviser han til en individuel størrelse. Viden kan skabes på individniveau eller eksistere kollektivt i større eller mindre fællesskaber. Viden er sammensat af erfaringer og informationer fra mange sider, og evidens kan bidrage til denne vidensskabelse.

I sit oplæg påtalte han den fremstilling af samspillet mellem forskning og praksis, som ifølge den britiske professor ofte er alt for simplificeret. Vi har for vane at forestille os, at sammenhængen mellem forskning og viden er ukompliceret; at forskningsresultater altid kan ekstrapoleres som viden. På samme måde opfattes sammenhængen mellem viden og handling ofte alt for ukompliceret, når vi antager, at mennesker er rationelle, og at alene det at besidde viden medfører en bestemt handling. I denne ideelle verden skaber forskningen viden, som sendes ud i praksis, hvor viden skaber handling. Efterfølgende vil nye problemstillinger automatisk være grundlag for nye forskningsspørgsmål. Med et glimt i øjet påpegede Huw Davies nogle "få" problemer ved denne model:

Huw Davies er en helt central person i arbejdet med evidensbaseret praksis på social- og sundhedsområdet i Storbritannien, der som nation længe har holdt førertrøjen på området.

Han er medforfatter på en række bøger og videnskabelige artikler om evidensbaseret praksis, ikke mindst værkerne ”What Works? Evidence-based policy and practice in public services” fra 2000 og ”What Works Now? Evidence-informed policy and practice” som udkom tidligere på året. Med udgangspunkt i den nyeste bog, præsenterede Huw Davies sit syn på muligheder og barrierer i udviklingen af evidensbaseret praksis.​

Læs mere om Huw Davies her.

​Et andet problem, som Huw Davies præsenterede, var forestillingen om, at evidens er sat i verden for at undersøge virkning. Når evidens skal besvare, om det er produkt A eller produkt B, der virker bedst, så bliver evidens reduceret til et redskab for beslutningstagning. Denne forståelse af evidens bygger på den antagelse, at der findes ét simpelt spørgsmål, som vi ønsker at besvare evidensbaseret. Når man betragter evidens i denne simplificerede udgave, så kommer det til at handle om, hvilken forskningsmetode, der bedst besvarer spørgsmålet, og dermed hvilket forskningsdesign man bør vælge.

Huw Davies opfordrede os til at dykke dybere i vores videnskabsteoretiske værktøjskasser og overveje, om det i virkeligheden er så indlysende, hvad der er spørgsmålet, når vi befinder os inden for socialvidenskaben, hvor borgernes problemstillinger ofte rummer tusindvis af ubesvarede spørgsmål. Forskning kan være med til at redefinere problemstillingerne, så forskning hjælper med at undersøge ”hvad er problemet?” og ikke blot forsøger at besvare ”hvad er løsningen?

​Samspillet mellem praksis og evidens bør tage udgangspunkt i de mange kategorier af viden, som praksis rummer, så evidens finder vej til praksis, selvom den ikke kan besvare det løsningsorienterede spørgsmål ”hvad virker bedst?”. Hvad, der virker bedst, kan i socialvidenskaben ikke reduceres til et valg mellem produkt A og produkt B, og i evidensbaseret praksis skal evidens og praksis samarbejde om at definere, hvad problemet egentlig er. Når Huw Davies beder os overveje både ontologi, epistemologi og undersøgelsesdesign, beder han os om at zoome ud, så der er plads til både kontekst, værdibaserede beslutninger og lavpraktiske implementeringsforhold. Når evidens og praksis samarbejder om at stille de rigtige spørgsmål skabes en viden, som kan bidrage positivt til evidensbaseret praksis.

Evidens er således en rummelig størrelse, når Huw Davies laver fremstillingen​, men evidens rummer også begrænsninger. Det er ikke altid muligt at producere ny viden under forhold, hvor forskning og praksis spiller sammen under hensyntagen til alle den sociale verdens aspekter. Evidens, der er skabt i et forskningsmiljø, kan befinde sig så langt fra praksis, at evidensbasering ikke er en mulighed. Huw Davies understreger, at praksis skal være påpasselig med at afvise brugen af evidens, der ikke matcher den sociale virkelighed, som praksis befinder sig i. Der vil stadig være vigtig viden at hente, og praktikerne kan i stedet tænke, at der er tale om en evidens-informeret praksis, hvor forskningens viden tilpasses det miljø, som praksis befinder sig i.

På opfordring fra konferencedeltagerne forholdt Huw Davies sig afslutningsvist til, hvordan vi får folk til at stille de rette spørgsmål. Huw Davies greb spørgsmålet og kunne fortælle, at han selv har beskæftiget sig meget med tal og også stadig gør det, så han har fuld forståelse for​, at tal er lette at forholde sig til og giver simple resultater. Hans vurdering var, at det handler om at sætte ind allerede under uddannelse af nye forskere og fagprofessionelle. I hans optik er der to sider i problematikken: Kvantitative metoder giver lettilgængelige og overskuelige resultater, og samtidig mangler der gode narrative resultater til at skabe en modvægt. Ifølge Huw Davies selv elsker han gode historier og ville ønske, der var flere, der fortalte historier.

Firma​

Selskab for evidens og praksis

CVR: 38260456

​Privatlivspolitik

Kontakt os​

​Telefon: 61 33 16 03

E-mail: info@evidensogpraksis.dk