Seminar om evidens og dømmekraft

Afholdt i samarbejde med DPU d. 19. september 2019​​

Målgruppe

Seminarene målrettes primært praktikere fra socialområdet. Herunder første linje-ledere, såsom teamledere eller faglige ledere, men også andre fagfolk og embedsfolk, ledere, konsulenter og forskere på området.

Evidensbaseret praksis som en helhedsorienteret proces

I Selskab for evidens og praksis forstår vi evidensbaseret praksis som ”en proces, hvor praktikeren kombinerer aktuel bedste viden med professionel ekspertise samt med borgerens forudsætninger og præferencer i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af en aktivitet eller en indsats”.

I selskabet forstår vi dermed evidensbaseret praksis som meget mere end forskningsundersøgelser af den enkelte metodes effekt. Det handler om en tilgang til professionelt arbejde præget af nysgerrighed, kritisk tænkning og respekt for borgerens stemme. Og det handler om at skabe velfærdsorganisationer, der styrker og kvalificerer den faglige dømmekraft og refleksion

Evidens og dømmekraft mødes, og frugtbar praksis opstår

Den faglige dømmekraft er essentiel i fagprofessionelles virke og derfor også central i mødet mellem evidens og praksis. ”Evidens og dømmekraft” var således et naturligt emne for Selskab for evidens og praksis til en minikonference afholdt i samarbejde med DPU torsdag den 19. september.

Konferencen bød bl.a. på to cases, som begge illustrerede, at det langt fra er et sort-hvidt emne, og at mødet mellem evidens og dømmekraft under de rigtige omstændigheder kan føre til både faglig udvikling og en frugtbar praksis.

Professor Bente Jensen (DPU) og pædagogisk leder Søren Vindum Horup (Børnehuset Himmerdalen) stod for dagens første case under overskriften ”Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud” (VIDA). Baggrunden for projektet er en praksisbaseret tradition for læring. Her forstås viden som forankret i praksisfællesskabet, og læring ses som forskellige former for deltagelse. I præsentationen viste de, hvordan dette kan føre til, at evidens og dømmekraft ses som sammenhængende størrelser, ikke adskilte.

Dagens anden case var projektet ”Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen” (VLS). Her undersøgte man bl.a. effekterne af to modsatrettede tilgange. Den ene tog udgangspunkt i en stærk manualisering af sprogpædagogikken. I den anden traf pædagogerne selv valget ud fra et curriculum, som bygger på forskning i børns sproglige udvikling.

”Det er kombinationen af curriculum og faglig dømmekraft, der har den bedste effekt,” var den klare konklusion fra sprogforsker og professor Dorte Bleses (AAU), som præsenterede casen sammen med sprogkonsulent Nynne Thorup Horn (Horsens Kommune).

Den specifikke manualiserede metode, som var udgangspunktet for VLS, stammer fra USA, hvor man bl.a. har en kortere pædagoguddannelse end i Danmark. Derfor var metoden som udgangspunkt heller ikke tilpasset danske pædagogers faglighed, og den konkrete metode ændrede sig, i takt med at der blev indhentet erfaringer.

Men det er ikke altid, at evidenskrav og dømmekraft går hånd i hånd. Den anden del af dagens program bød på tre oplæg fra lektor og leder af DPU Claus Holm, ph.d., chefkonsulent John Gulløv (Københavns Professionshøjskole), samt partner Nikolaj Ejler (konsulentfirmaet Realize). De var alle var inde på de udfordringer, der kan være forbundet med ønsket om at bringe evidens og dømmekraft sammen.

John Gulløv pegede således på, at evidens i praksis ofte bliver til forenklende manualer, og at der er forskel på fagprofessionelle: For dygtige og rutinerede udøvere vil en manual virke begrænsende for deres muligheder for at udfolde dømmekraft og lave relevante indsatser. Blandt andre og mindre selvsikre professionelle er manualer populære, fordi de reducerer den personlige risiko, der kan være ved at bruge sin dømmekraft i praksis.

Fra venstre mod højre: Professor Dorte Bleses, sprogkonsulent Nynne Thorup Horn, professor Bente Jensen og pædagogisk leder Søren Vindum Horup stillede efter deres case-oplæg op til debat og spørgsmål.

Nikolaj Ejler fortalte i sit oplæg, at han møder mange fagprofessionelle, som føler, at de bliver overstyret, og at deres dømmekraft tromles af evidens.

En af konferencedeltagerne spurgte, hvordan et krav om at anvende evidensbaseret viden, der kan opfattes som professionsekstern viden, kan gøres til professionsintern viden, så den giver mening og kan bruges sammen med den professionelle dømmekraft i praksis. Svaret fra repræsentanterne for begge cases var samskabelse af viden mellem praktikere og forskere. I begge tilfælde havde man set det skabe gode resultater for børn i daginstitutioner.

I VLS-projektet havde man i starten en udfordring blandt pædagogerne. Indledningsvist blev der udtrykt bekymring for, om den valgte metode ville tage for meget tid fra det øvrige pædagogiske arbejde. Der var samtidig en skepsis mod de reflektionsnoter, som var obligatoriske under projektet, da de blev opfattet mere som kontrol end den hjælp til udvikling af egen praksis, de var tænkt som. Men efterhånden som forskere og praktikere sammen udviklede projektet, og det blev en del af hverdagen, forsvandt bekymringen, og noterne fik den tiltænkte funktion.

Nikolaj Ejler ser et behov for mere forskning, der tager udgangspunkt i praksis, og som kan anvendes af de fagprofessionelle. ”Hvis fagprofessionelle ikke kan omsætte forskningens viden i praksis, så er den viden ikke noget,” lyder hans vurdering.​

Lektor og leder af DPU Claus Holm præsenterede i sit oplæg en model med fire formuleringer af professionel dømmekraft.

Claus Holms oplæg gav deltagerne et indblik i den historiske udvikling. Særligt siden starten af 00’erne er der etableret en diskussion af forholdet mellem dømmekraft og evidenskrav i relation til de pædagogiske professioner. Siden 1980’erne har idealet været den reflekterende og erfaringsbaserede dømmekraft, men fra 00’erne har ambitionen om en relevant videnskabeliggørelse af pædagogikken vundet indpas. 

Det ændrede fokus giver anledning til nye forbilleder, skræmmebilleder og konfliktlinjer. Skræmmebilledet er den effektive ingeniør, som suspenderer dømmekraften til fordel for evidensbasering, manualisering, osv. På den anden side står idealet om den improviserende koreograf, der forsøger at forlige spørgsmålet om professionelt råderum i praksis med evidensorientering.​

At det er en samtale, der fortsætter, understreges af udviklingschef i Tænketanken DEA, Tobias Høygaard Lindeberg, som sidder i bestyrelsen for Selskab for evidens og praksis og optrådte som vært på selskabets vegne ved konferencen. Hans opsummering på dagen lyder:

”Konferencen var en god illustration af, at når evidens er involveret, så ligger djævlen i detaljen – både når det kommer til sprogbrug og praksis. I nogle sammenhænge bliver mindre forskelle i praksis talt op og bliver meget store, og i andre tilfælde er der forskellige vurderinger af, hvordan udviklingen af praksis kan foregå. Derfor er forsat samtale afgørende.”​

Firma​

Selskab for evidens og praksis

CVR: 38260456

​Privatlivspolitik

Kontakt os​

​Telefon: 61 33 16 03

E-mail: info@evidensogpraksis.dk